Laktattærskel er et begreb der især tales om inden for udholdenhedsidræt. Laktattærsklen er det punkt hvor kroppen begynder at ophobe mere laktat end den kan nedbryde. Laktat er også kendt som mælkesyre og dannes som et biprodukt af kulhydratmetabolismen.

Træning under laktattærsklen medfører altså ingen ophobning af laktat, fordi størstedelen af energiomsætningen sker via fedtsyrere med ilt, hvorimod træning over laktattærsklen øger energiomsætningen via kulhydrat, hvilket sker uden ilt og derved medfører ophobning af laktat i blodet.

 Jo hårdere der arbejdes eller jo højere intensitet træningen har, jo større krav til energilevering vil der også være. Kulhydrat er en hurtigere energikilde end fedt, hvorfor omsætningen af dette stiger sammen med intensiteten. Ved træning under laktatgrænsen er det muligt for kroppen at levere energien via de aerobe processer, hvorfor blodets laktatniveau endnu ikke stiger signifikant. 

Når laktattærskel overskrides, vil det altså være det anaerobe system der dominerer, hvilket bevirker en større produktion af laktat end kroppen kan nå at nedbryde. 

Som ses på billedet så er der faktisk tale om 2 tærskler:
Den aerobe tærskel – første lille stigning i laktat
Den anaerobe tærskel – den anden større stigning

Første punkt:
Den aerobe tærskel indikerer en lille ophobning af laktat, men ikke større end at det kan nedbrydes i et tilsvarende tempo, så niveauet holdes relativt stabilt. Træningen fra dette punkt og frem til den anaerobe tærskel, omtales som aerobtræning. Dette er altså træning med relativ lav intensitet hvor størstedelen af energiomsætningen sker via de iltkrævende processer og med stor mængde af fedt som energikilde. 

Andet punkt:
Den anaerobe tærskel indikerer en stigning af laktat i blodet, hurtigere end kroppen kan nedbryde det. Dette sker fordi at energiomsætningen ændres til at foregå uden ilt og med en langt større andel af den samlede energi fra kulhydratforbrændingen. 

Hvorfor egentlig gå op i disse tærskler?
Der er mange parametre man kan ændre for at optimere sin præstation inden for udholdenhedsidræt. 
Og laktattærsklerne er ét af dem. 

Hvis man kigger på grafen, kan man se at ved 15 km/t rammes den aerobe tærskel og ved 18 km/t rammes den anaerobe tærskel. Når den anaerobe tærskel rammes begynder udtrætningen for alvor at sætte ind. Derfor er det interessant at kigge på om denne tærskel kan rykkes længere til højre, for det ville gøre en markant forskel i forhold til hvornår ens grænse nås. 

Forestil dig at den anaerobe tærskel kunne rykkes til 19 km/t, så ville der kunne løbes med 18 km/t uden samme ophobning laktat. Dette ville gøre det muligt at holde et markant højere tempo i længere tid før udtrætningen sætter ind. 

Laktattærsklerne er forskellige fra person til person, og kan altså rykkes via træning. 
Hvis man ønsker at forbedre/rykke sin laktatgrænse bør man få afklaret hvor den ligger, sådan så man kan strukturere sin træning ud fra dette.

Der er mange metoder til at blive klogere på hvor ens tærskler ligger. Der findes formler på nettet som udregner den ud fra ens vo2max, eller trænings-ure der estimerer hvor den er. Man kan også lave ”tale testen” hvor man hvor talebesværet man er og ud fra dette gætter på, om man ligger over eller under ens tærskel. 

Den eneste helt præcise måde at finde ud af hvor ens tærskel ligger, er ved at få lavet en laktattest. Dette er en submaksimal test hvor der undervejs i testen tages en lille blodprøve for at aflæse laktatniveauet. Denne test er god og præcis, og let at gå til hvis man ønsker at målrette sin træning. 

Derudover kan man også foretage en vo2max test, som egentlig er målrettet ens maksimale præstation og maksimale iltoptagelse. 
Men denne test giver også et godt indblik i ens energiomsætning samt ventilation, hvilket til sammen også kan bruges til at afklare ens laktatgrænse. 

Vi anbefaler altid at få lavet en test, da vi mener man både sparer tid og energi – men i sidste ende er det også fordi at det er langt federe at træne målrettet end i blinde.