Vi er alle sammen i risiko for at få en skade. Ligegyldigt hvor meget forebyggende træning, hvor gennemarbejdet en træningsplan og hvor god teknik man har, er man aldrig hundrede procent sikker. 
Internettet, youtube og instagram boomer af ”Bullet proof XXX” protokoller, som lover at hvis man følger deres plan, vil man opnå uskadelige knæ eller lignende. Bull shit! 
Dermed ikke sagt, at det er en dårlig idé at lave forebyggende træning, tværtimod. Der er bare også andre aspekter at tage højde for, hvis man vil optimere sine chancer for at opnå sit maksimale potentiale. 

Men hvorfor overhovedet snakke om dette, når overskriften er ”Hvorfor træningspause næsten altid er en dårlig ide”? Jo ser du… Hvis uheldigt er ude og man trods sin Bullet Proof XXX protokol alligevel får en skade, så er det her, de endnu ubeskrevne aspekter kommer ind i billedet. Og det er muligvis dem der afgør hvor langt man i sidste ende når. 

Har du planlagt din kommende skade?

    Det er de færreste der egentlig har gennemtænkt, hvad man vil gøre ved en eventuel fremtidig skade.
Argumentet herimod kunne være, at man jo aldrig kan forudse hvilken skade man vil få og derfor heller ikke planlægge hvad man vil gøre. 
Dette er selvfølgelig helt korrekt, men der er alligevel nogle fællestræk, både i forhold til den konkrete skade, men også i forhold til tiden der følger efter. Hvilke valg man træffer her, kan være alt afgørende for hvor man ender. Derfor giver det mening at gennemtænke et fremtidigt skadesscenarie.

Lad os sige at, uheldigt er ude og du får et ordentligt smæld i lænderyggen under en hård WOD. Hvad gør du så herefter?
Lad mig prøve at skitsere et tænkt scenarie af hvordan det kunne forløbe, og du kan så prøve at forestille dig, hvordan det ville være hvis det var dig. 

Du er presset til grænsen, der er 7 minutter tilbage af work out´en, og på din sidste rep i dødløften får du et ordentligt riv i lænden. Du slipper stangen og lægger dig på gulvet for lige at få vejret og mærke hvor alvorligt det er. Mens du ligger her, kan du mærke hvordan din ryg bliver stiv og øm. Musklerne trækker sig sammen og du har egentlig ikke lyst til at rejse dig op igen. Da du endelig får taget dig sammen, kan du mærke at ryggen er helt stiv og du må om på knæene for at kunne komme op. Tanken om at skulle tage dit våde træningstøj af føles totalt uoverskueligt. 

Dagene efter vokser smerterne og frygten for, at der er noget alvorligt galt gør, at du bliver hjemme fra arbejdet og dropper de planlagte træningspas med vennerne. 
Dagene går, og du har nu ikke været til træning i 12 dage. Ryggen er stadig stiv og du er faktisk lidt bekymret om den nu kan tåle at blive belastet igen. Måske får du at vide at ryggen skal have hvile og du lige skal overveje at det det er dødløft nok heller ikke er sundt – det slider jo på ryggen… 
Efter 3 uger er ryggen ved at være normal igen, men hovedet er stadig fyldt med tanker om hvor vidt ryggen nu kan tåle at blive belastet. Måske er det bedst at skåne den? 

Der er flere vigtige elementer i ovenstående scenarie:
- Den fysiske afholdenhed der opstår.
- Den tidsperiode smerterne og stivheden strækker sig over.
- Det psykologiske aspekt der følger med og som stadig hænger ved efter smerterne er aftaget.

Kunne man have handlet anderledes som ville måske ville have haft effekt på alle parametre? Og er der et særligt parameter der er værd at give endnu mere fokus?
    Især det psykologiske aspekt, de tanker der knytter sig til skaden og ens situation er alt afgørende for, hvordan man vil agere både i nuet men også i tiden efter. Èn ting er sikkert, hvis man får opbygget en frygt og følelse af skrøbelighed opnår man aldrig ens maksimale potentiale. Og Derfor er det vigtigt at have overvejet hvordan man takler en fremtidig skade, før den kommer.   

Hvad bør man gøre?

    Man bør så vidt muligt altid fortsætte sin træning. Træningen skal modificeres således at den ikke medfører yderligere skade, men derimod kick starter helingsfasen. Både på den fysiologiske- men også det psykologiske niveau. 

Uden at gå for meget i detaljer, så er vores krop sådan indrettet, at bevægelse fremmer heling. Når vi bevæger os, øges blodgennemstrømningen af vævet, og med blodet transporteres næringsstoffer, hormoner og imunceller. Dette er alt sammen er med til at reparere det skadede væv. 
Udover øget gennemblødning af det skadede område, vil bevægelse også inducere en retningsrelateret mekanisk belastning, hvilket er vigtigt for at kroppen kan danne vævsfibre i den retning der kræves og derigennem opbygge den styrke vævet skal have i de belastningsretninger det kræver. 

Bevægelse har altså en forstærkende effekt i helingsfasen. I jo længere tid og med jo højere intensitet vi bevæger os, jo større udskillelse af de gavnlige hormoner og jo større gennemblødning af det skadede væv. Jo højere belastning, jo stærkere stimulus til vævet om at genopbygge fibre i belastningsretningen og derved genopnå belastningstolerance i de rigtige retninger. 

Derudover har det et hav af positive psykologiske og neurologiske effekter at fortsætte med at bevæge sin krop trods skaden. Risikoen for kroniske smerter reduceres markant, risikoen for frygt ved bevægelse og følelsen af skrøbelighed reduceres ligeledes markant og ens humør og sociale liv vedligeholdes. Alle disse parametre er uhyre vigtige når det handler om at forebygge kroniske smerter, frygt ved bevægelse samt generel sundhed, velvære og livsglæde. 

    Hvor meget, hvor hårdt og hvordan skal selvfølgelig planlægges efter skaden sammen med en fysioterapeut. Men én ting er helt sikkert – Det er bedre at komme i gang hurtigt og træne uden om skaden, end at være bange for at bruge sin krop og forholde sig inaktiv!